---
title: "Ordensregler"
description: "Læs Mølleholmskolens ordensregler"
date: "2025-02-11"
created: "2024-12-13"
---

# Ordensregler

*Vedtaget af skolebestyrelsen juni 2024*

## Indledning

Skolens værdiregelsæt og ordensregler sætter tilsammen rammen for, hvordan elever på
Mølleholmskolen forventes at omgås hinanden og bidrage til trivsel og læring på skolen. Formålet
med reglerne er at skabe et trygt og gensidigt forpligtende fællesskab.

## Oversigt

På Mølleholmskolen:

- Taler vi pænt og ordentlig til og om hinanden. Alle behandler hinanden med gensidig
respekt og giver plads til forskellighed. [Skolen accepterer ikke mobning](https://moelleholmskolen.htk.dk/MOLIRIPAGE/f9b35bc5-5284-4dfc-acb1-51f10d925d43 "Skolen accepterer ikke mobning")
- Møder vi til tiden med det nødvendige skoleudstyr: skriveværktøjer, bøger, PC/Ipad,
idrætstøj m.v.
- Rydder alle op efter sig, før man forlader et lokale, et område eller et udeareal, så skolen ser
ren og pæn ud.
- Accepterer vi ikke krænkende adfærd, vold samt trusler om vold.
- Behandler vi skolens ting med omtanke. Alle behandler skolens, personalets og elevernes
ejendele samt skolens bygninger og inventar ordentligt, og i tilfælde af skader kan der blive
tale om et erstatningsansvar.
- Er rygning og produkter med nikotin ikke tilladt i skoletiden, på skolens område eller på ture
samt ved arrangementer m.m. i skoleregi.
- Må man ikke medbringe eller indtage alkohol eller euforiserende stoffer på skolens område
eller på ture, arrangementer m.m. i skoleregi.
- [Er mobiltelefoner ikke tilladt i skoletiden](https://moelleholmskolen.htk.dk/MOLIRIPAGE/3cf1fb75-9a91-4e12-b99c-8a7eaa6b22f3 "Er mobiltelefoner ikke tilladt i skoletiden")
- Er cyklerne parkeret i cykelstativerne.
- Er legepladsen i indskolingsområdet forbeholdt 0. – 4. årgang. Multibanen og boldburet kan
benyttes af alle klasser efter elevrådets plan.
- Må elever fra 7. klasse – med forældrenes tilladelse - forlade skolens område i
frikvartererne.
- Kaster vi kun med sne i det afmærkede område udenfor den gule mur.
- Beslutter alle klasser i fællesskab regler for god adfærd i klasserummet.

## Overtrædelse af ordensregler

Elever, der går på Mølleholmskolen skal følge skolens ordensregler. Det er skolens ansvar at
formidle ordensreglerne til elever og forældre. Hvis en elev ikke overholder reglerne, kan skolen
iværksætte foranstaltninger indenfor bekendtgørelsen om fremme af god orden i folkeskolen.
Foranstaltninger kan også anvendes hvis elevens adfærd i fritiden har betydning for god orden i
skolen og undervisningsmiljøet fx digital adfærd på sociale medier.

Dialog og samtale er altid første skridt ved overtrædelser eller problemer med trivsel. Vi forsøger at
holde dialogen så tæt på eleverne som muligt, dvs., at det primært er lærere eller pædagoger, der
tager den første dialog, hvorefter skolens ledelse og hjemmet involveres. Ved overvejelser omkring
iværksættelse af foranstaltninger, skal hensynet til den enkelte altid afvejes mod hensynet til den
øvrige elevgruppe og hensynet til ro i undervisningen.

Skolens ledelse kan efter en konkret vurdering iværksætte følgende:

- Eftersidning i op til en time
- Overførsel af eleven til anden undervisning på skolen i enkelte timer eller resten af
skoledagen
- Omgående udelukkelse af eleven for resten af skoledagen
- Udelukkelse af eleven fra undervisningen i hele skoledage i op til 10 skoledage inden for
samme skoleår
- Overflytning af eleven til en parallelklasse på samme afdeling ved samme skole
- Overflytning af eleven til en klasse på tilsvarende klassetrin på en anden skole i kommunen

## Vold og trusler om vold

Skolen accepterer ikke vold og trusler om vold, og de involverede elevers hjem orienteres altid.
Underretning og politianmeldelse kan efter en konkret vurdering bringes i anvendelse af ledelsen.

## Fravær

Tilstedeværelse er en forudsætning for læring. Det er et forældreansvar, at elever møder til tiden og
ikke har ulovligt fravær. Ulovligt fravær er, når eleven bliver væk fra skole uden lovlig grund eller
uden at have fået lov af skolen. Lovlig grund er for eksempel sygdom og lægebesøg. Eleven kan
også i helt særlige tilfælde – for eksempel i forbindelse med store familie-begivenheder – få fri, hvis
skolen giver lov først. Ellers er fravær ulovligt.

Ved ulovligt fravær på 10% inden for et kvartal (januar-marts, april-juni, juli-september, oktober, december) Skolelederen orienterer skriftligt forældrene og varsler om de mulige sanktioner:
Forældrene risikerer at miste børne- og ungeydelsen i et kvartal ved 15% ulovligt fravær eller
derover inden for et kvartal.
